Ahhhhh....Forår

Hvor har de sidste par dage bare været dejlige!

Det milde vejr gør at vi endelig kan komme ud igen...I går var jeg på legepladsen med Jakob, vi gik tur med Albert og da han så legepladsen rakte han ud efter den :) Han fik rutschet og gynget...Han er så dygtig, når man sætter ham op i det lille legetårn, så numser han selv hen og sætter sig ved starten af rutschebanen og venter på jeg ligesom støtter ham...

Idag har vi gået en længere tur med Albert, men jeg er nødt til at tage trækvognen for han græder, når jeg bruger specialklapvognen...om det er fordi han sidder for "fastspændt" ved jeg ikke, men måske. Efter gåturen har vi cyklet en tur, en gang imellem stiger jeg af og kigger på ham, så jeg er sikker på han stadig er "med" og synes det er sjovt, for ellers er det træls at være kommet for langt væk hjemmefra...

Han har været ret uoplagt efter vinterens mange ugers sygdom, han pyler hurtigt og virker bare ugidelig, han farer ikke sådan rundt som førhen, jeg håber at forårets komme kan ændre lidt på det, for det er kun i glimt vi ser den glade Jakob...

Emma er på ferie hos mormor og bedste, pga lockouten tænkte jeg der skulle ske lidt, nu har påsken jo været lidt stille...Hun var ked af det mandag aften og vidste ik om hun ville afsted...Hun græd og sagde mormor og bedste nok ville blive skuffede...Men jeg kender min datter...Hun vil egentlig gerne, men hun skal lige have en "udvej" hun skal vide at hvis hun ombestemmer sig, er der ingen tvang...og vi forsikrede hende om at hvis hun havde det sådan om morgenen, ville vi ringe og aflyse. Det første hun sagde da hun vågnede igår morges var: "Jeg vil over til mormor og bedste"...

De hygger sig, får cyklet en masse og derovre er det Emma der bestemmer slagets gang, hun bestemmer hvad de skal have at spise og hvad de skal lave...Der har hun en dejlig frihed, som jeg ved er godt for hende!

Men hun blev ked igår aftes, hun havde ikke fået sagt farvel til sin far fordi hun sov da han tog på arbejde og Jakob sov da hun blev hentet...Men mormor er god til at trøste hende og muntre hende op og hun faldt i søvn med et smil om munden og vil da heller ikke før hjem.

Jeg er ikke i tvivl om at hun vil kramme Jakob først når vi henter hende fredag...at hun har savnet ham og os...men hun skal stadig have den oplevelse det er, at være hos mormor og bedste og bare være ubekymret...For det håber jeg virkelig hun er.

I går var Jakob småmopset, han blev let sur og kunne ikke helt klare når min mand og jeg snakkede sammen...Min mand sagde i sjov at det var hver gang han hørte min stemme, men det tog jeg faktisk lidt nært og blev ked af det...En han kender, de har en pige, der får nogle anfald, hun besvimer simpelthen lige pludselig...kommunen kaldte det et dårligt mor/barn forhold og nåede at gøre moren "syg"...det må være det mest forfærdelige man kan blive beskyldt for! De har siden trukket den udtalelse tilbage, men da er skaden jo sket.

Det må være mit væreste mareridt tænk hvis systemet bestemte at man ikke var den bedste for sit barn?? Det må være frygteligt, og da min mand sagde det, så så jeg det væreste scenarie for mig, tænk hvis Jakob ik kan lide min stemme??

Men min mand var hurtig til at berolige mig :) Og forklarede at det nok nærmere var fordi Jakob blev jaloux, når vi talte sammen :)

Men spøg til side, det er simpelthen ikke altid han kan klare, når man taler sammen...eller taler for længe eller lyder for alvorlige, han reagerer på toneleje. Uden tvivl...og hvis jeg er passioneret eller vi taler om noget vigtigt, så kan min stemme lyde mere fast, og det ved jeg godt, og det reagerer Jakob på. Han reagerer også af og til hvis Emma hidser sig op og taler med store bogstaver til min mand og jeg...Men det er sensitiviteten i ham, og det må man tilpasse sig.

Jakob er mit et og alt...Vi er så tæt. Vi er en tæt familie, det er netop derfor hjemmetræning er så godt til os...Vi ville gå istykker hvis vi skulle tænke på Jakob sad på en institution...Emma ville gå istykker...Socialrådgiveren skal holde øje med om alle trives, om Emma trives med det her. Hun ville ikke trives uden det...På den her måde har vi overskud, tid og ro...til både at pleje Jakob, men egentlig også Emma. Jeg henter hende fra skole, og vi hygger med Jakob, hun kan have legekammerater med hjem og jeg er ret sikker på hun ikke føler sig anderledes end de andre. Hun ved godt hun er den eneste, der har en handicappet søskende, men hun finder det gode frem i det, ikke det negative.

Hun er så tæt på Jakob og har så meget behov for at vide om han har det godt, at det ville ødelægge hende psykisk, det er jeg ikke i tvivl om...det samme gælder for mig, for min mand.

Hver gang jeg forsøger at bringe ferie på banen og foreslår at Jakob skal passes af mormor og farmor nogle dage, så stejler min mand: "Det er så mærkeligt at tænke på ferie uden Jakob, hvad kan vi, hvis vi tænker vi allesammen skal afsted?"

Og det er det samme med Emma...vi har virkelig talt om, om det er forkert at ræssonere sig frem til hun ville nyde en ferie uden Jakob, om man skal lytte til hvad hun siger, når hun siger hun gerne bare vil have alenetid med os ved at tage i bio eller på shoppingtur, men at vi skal hjem igen, hjem til Jakob og sove...Jeg er jo ude i at min mand og hende skal tage en afbudsrejse i sommerferien, de to kan jo tage afsted når de vil, men det er som om det bare er tanken man kan lide...

Og så har vi et bitte håb om, at når Jakob bliver ældre, så kan han måske holde til mere, klare mere...og så vil vi måske kunne køre til Toscana eller Alsace...men det er nok bare ikke lige nu. Men måske vores tid kommer...Som en hel familie, ikke kun som en halv, som min mand siger.