Jakob havde ondt i maven igår...det startede nede ved farfar og farmor...og forsatte hen over aftenen...
Ikke engang på hans fødselsdag må han slippe for de dumme maveproblemer.
Det stresser uden tvivl min mand og jeg at Jakob døjer med maven fordi det betyder noget for hans almene humør og tilstand, man bliver frustreret og ked af det, på hans vegne og egentlig også på vores...man får total dårlig deja vu om de gange man sad endeløse nætter med en skrigende Jakob...gyng-gang frem og tilbage i gyngestolen og trak hans ben op og krammede ham og græd med ham...Her til morgen har vi ringet til lægen og har fået en tid torsdag de var enige i, at Jakob skal henvises ud til OUH så en specialist kan se på ham...så sker der heldigvis noget...jeg synes man får en sludder for en sladder de gange vi har talt med hans læge på OUH eller i Skejby....mere væske, movicol...bla. bla. bla. de snakker problemet ned fordi mange børn lider af maveproblemer, det kan man jo se når man googler det på nettet, det er jo ikke enestående, men forskellen er måske bare at Jakob jo er handicappet, det kan hænge sammen med hans tilstand osv. osv. så jeg synes de burde tage det mere seriøs og lede efter sammenhænge for at finde løsninger...Men vi er jo nr. X i køen!!!!
Igår fløj vi så i flæsket på hinanden min mand og jeg, så meget som vi nu "flyver" her :) Lidt nagen og småhviskende skænderi...I frustration og sådan er det.
Jeg blev skuffet over min mand ikke reagerede nede hos hans forældre, når han kunne se Jakob havde det skidt...og efterfølgende blev Emma ked af det for hun synes ikke det var en god fødselsdag for hendes lillebror.
Det er ikke farfar og farmors skyld der kom uanmeldte gæster, men eftersom de ikke trak sig og sagde: "Uh, vi kan se i et midt i en fødselsdag, vi kører igen" og farfar og farmor ikke sagde: "Kan vi ses en anden dag, vi er lige midt i vores barnebarns 4 års fødselsdag..."...så følte jeg det var okay at JEG trak stikket, når jeg kunne se Jakob havde det skidt...og selvom min mand værgede sig og sagde han ikke synes Jakob så ud til at have det skidt...Eller at jeg var asocial :) Hm...
Så indrømmede han det da vi kom hjem...senere...for jeg måtte ud og køre en lille tur, det gør jeg nogle gange, når det koger over for mig og jeg bliver ked af det...Emma var kommet i seng og sov, og Jakob skulle til at have natmad...Min mand og jeg gik og småskændtes over eftermiddagens udfald og pludselig gad jeg det ikke, istedet for at blive ved, når der ikke er mere at sige, så vil jeg hellere køre en tur og bare være stille...og det gjorde jeg så...
Og så kom der en sms, at jeg jo nok havde ret, men at han ikke rigtig havde kunnet reagere...
Og jeg ved godt hvorfor...nogle gange når man har forventninger om en hyggelig dag, når nogen har gjort noget ekstra for at vi skal have en hyggelig dag...så tænker man: "årh nej, det er bare løgn" og så kan man i sin frustration blive passiv.
Sådan er det bare...og så fik vi det ordnet over sms, det kan virkelig varmt anbefales fremfor at man skændes :)
Så da jeg kom hjem gav vi hinanden et kæmpekram og stod længe der sammen på Jakobs værelse, han sad på sengen og betragtede os og jeg kunne dufte min mand og mærke ham tæt på og så mødes man igen, vi gav hinanden et kys og sagde godtnat og da vi står i den mørke gang siger jeg: "Vi kæmper videre".
For det gør vi, heldigvis sammen.
Godt vi er færdige med at bære nag til hinanden, men har forståelse for at man ikke altid handler som man bør og skal...for det er ikke altid man kan selv...sådan er det at være der hvor vi er...
Så det endte godt :)
Da vi lå der i mørket Jakob og jeg, og klokken var 5 i midnat, kyssede jeg ham og sagde: "Tillykke lille Jakob"...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar